Bavarian Nordic A/S håndhæver igen sine immaterielle rettigheder over for Acambis
Bavarian Nordic A/S offentliggør i dag, at selskabet har anlagt sag for krænkelse af patentrettigheder mod Acambis plc og Acambis Inc. ved retten i Wien, Østrig, landet hvor Acambis’ MVA-baserede koppevaccine (MVA3000) bliver produceret.
Retssagen er anlagt for at håndhæve Bavarian Nordic’s patent som for nylig blev udstedt af de europæiske myndigheder (EPO) og som omfatter selskabets MVA-BN® teknologi.
Det europæiske patent (EP 1 335 987 B1) som blev udstedt den 28. december 2005 giver Bavarian Nordic eneretten til at producere, markedsføre og sælge MVA-BN® og derivater heraf med samme biologiske karakteristika og sikkerhedsprofil samt rekombinante virus heraf i Europa. Dette patent tilhører samme patentfamilie som de tidligere udstedte amerikanske patenter (US 6.761.893 og US 6.913.752).
Med et positivt udfald vil Bavarian Nordic være i stand til at forhindre Acambis i at producere, markedsføre og sælge krænkende MVA-koppevaccine i Østrig samt nedlægge påstand om erstatning.
Bavarian Nordic og Acambis er deltagere i en amerikansk licitationsproces om levering af millioner af doser MVA-koppevaccine til de amerikanske sundhedsmyndigheder (U.S. Department of Health and Human Services) under BioShield-programmet. I henhold til udtalelser fra Acambis bliver deres MVA-baserede koppevaccine produceret af deres kontraktsproducent i Østrig.
Peter Wulff, administrerende direktør, Bavarian Nordic, udtaler: "Vi har investeret betydelige ressourcer i at udvikle vores MVA-BN® vaccineprodukter. Bavarian Nordic’s indsats har resulteret i værdifulde immaterielle rettigheder, herunder forretningshemmeligheder, og et patent udstedt af de europæiske patentmyndigheder (EPO), der omfatter MVA-BN® særlige egenskaber. Denne sag er, sammen med de verserende sager i USA, anlagt for at beskytte vores aktiver".