Bavarian Nordic A/S udbød i perioden 10. marts – 23. marts 2007 1.275.236 stk. nye aktier til kurs 365 pr. aktie á nominelt DKK 10 med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer i forholdet 5:1. Emissionen, der var garanteret af FIH Erhvervsbank A/S og Nordea Bank Danmark A/S, blev dermed fuldtegnet, og Bavarian Nordic A/S tilføres således et bruttoprovenu på DKK 465 millioner.
Et antal eksisterende aktionærer, A.J. Aamund A/S, PKA A/S og Fåmandsforeningen LD havde afgivet bindende forhåndstilsagn om udnyttelse af samtlige deres tegningsretter, svarende til et bruttoprovenu på ca. DKK 119,7 mio. Heraf har A. J. Aamund A/S tegnet nye aktier for ca. DKK 80,8 mio. Et mindre antal af de udbudte aktier (0,7% af udbuddet) blev tegnet i henhold til garantien stillet af FIH Erhvervsbank A/S og Nordea Bank Danmark A/S.
De nye aktier opnår rettigheder og giver ret til udbytte fra tidspunktet for registreringen af kapitaludvidelsen hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 28. marts 2007.
De nye aktier forventes optaget til notering på Københavns Fondsbørs den 29. marts 2007. Den eksisterende og den midlertidige fondskode vil blive lagt sammen hurtigst muligt herefter. Efter registrering af de 1.275.236 stk nye aktier á nominelt DKK 10 udgør Bavarian Nordic A/S’ nominelle aktiekapital DKK 76.514.160 svarende til 7.651.416 stk. aktier a nominelt DKK 10.