Bavarian Nordic A/S – Klage over vaccinekontrakt i Tyskland afvist
Det tyske udbudsnævn tog den 11. april 2003 stilling til en klage vedrørende den tyske regerings tildeling af en vaccinekontrakt til Bavarian Nordic den 7. februar 2003. Kontrakten var Bavarian Nordic’s anden leveringskontrakt til regeringen. Klagen var indgivet af Baxter Deutschland GmbH med påstand om tilsidesættelse af kontraktstildelingen på grund af fejl i gennemførelsen af udbudsproceduren.
I sin afgørelse af 11. april 2003 fandt nævnet, at den tyske regering havde behandlet sagen i overensstemmelse med de gældende regler for udbud og afviste klagen indgivet af Baxter.
Fristen for anke af udbudsnævnets afgørelse er nu udløbet, og Baxter Deutschland GmbH har opgivet at føre sagen mod den tyske regering videre.
Afgørelsen ændrer ikke Bavarian Nordic’s forventninger til 2003 om en omsætning på 500 mio. kr. og et overskud på 250 mio. kr. før skat.