Vælg sprog:
Selskabsmeddelelse nr. 14-05
19. maj 2005
UK version HTML UK version PDF DK version PDF

Bavarian Nordic A/S offentliggør prospekt i forbindelse med fortegningsemission

Bavarian Nordic A/S offentliggør prospekt den 20. maj 2005 i forbindelse med fortegningsemission. Selskabets aktionærer har fortegningsret til at tegne nye aktier i forholdet 4:1 til kurs 360 pr. aktie á DKK 10. Bruttoprovenuet fra aktieudbuddet forventes at udgøre op til ca. DKK 418 mio. Provenuet skal anvendes til et forstærket engagement i forskning og produktudvikling, herunder kliniske forsøg inden for kopper, HIV, mæslinger og cancer, samt produktion. Endvidere vil en del af provenuet blive anvendt til produktionsopstart af en ordre på op til 80 mio. doser koppevaccine (RFP-III), som de amerikanske myndigheder forventes at udbyde i licitation i sommeren 2005 med forventet tildeling af ordren ultimo 2005. Til sikring af denne og fremtidige leverancer samt med henblik på at reducere produktionsomkostningerne planlægges investering i et påfyldningsanlæg på ca. DKK 115 mio. Endelig ønsker selskabet at forstærke sit generelle kapitalberedskab.

Udbuddet
Aktieudbuddet er op til 1.159.871 stk. nye aktier á nominelt DKK 10 med fortegningsret for selskabets aktionærer.

Bestyrelsen har den 19. maj 2005 truffet beslutning om at udnytte en del af den i vedtægterne indeholdte bemyndigelse til at forhøje selskabets aktiekapital med minimum nominelt DKK 2.535.710, svarende til 253.571 stk. aktier á DKK 10 og maksimum nominelt DKK 11.598.710, svarende til 1.159.871 stk. aktier á DKK 10.

Tegningskurs
Tegningskursen for de nye aktier er DKK 360 pr. aktie a DKK 10, franko.

Tegningsforhold
Selskabets aktionærer har fortegningsret til de nye aktier i forholdet 4:1, således at 4 eksisterende aktier á DKK 10 giver ret til tegning af 1 ny aktie á DKK 10.

Tegningsperiode
Nye aktier kan tegnes i perioden fra den 4. juni 2005 til den 17. juni 2005. De nye aktier forventes noteret på Københavns Fondsbørs fra den 23. juni 2005.

Handel med tegningsretter
Handel med tegningsretter finder sted i perioden fra den 1. juni 2005 til den 14. juni 2005.

Tildeling af tegningsretter
Tegningsretter tildeles aktionærer, der den 3. juni 2005 kl. 12.00 (dansk tid) er registreret i Værdipapircentralen som aktionærer i Bavarian Nordic A/S. Der skal benyttes 4 tegningsretter for hver ny aktie á nominelt DKK 10, der ønskes tegnet.

Garanti
Emissionen er ikke garanteret, men et antal eksisterende aktionærer, A.J. Aamund A/S og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, har over for selskabet afgivet bindende forhåndstilsagn om tegning af i alt 253.571 stk. nye aktier med et samlet bruttoprovenu på ca. DKK 91 mio. Heraf tegner A.J. Aamund A/S og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, ved udnyttelse af deres respektive tegningsretter, nye aktier svarende til et bruttoprovenu på henholdsvis ca. DKK 60 mio. og ca. DKK 31 mio.

Baggrund for emissionen og anvendelse af provenu
Bavarian Nordic tilsigter at opnå et bruttoprovenu fra emissionen på ca. DKK 418 mio.

Bavarian Nordic ønsker et forstærket engagement i forskning og produktudvikling, herunder kliniske forsøg inden for kopper, HIV, mæslinger og cancer, samt produktion. I den forbindelse har Bavarian Nordic blandt andet etableret et datterselskab i Californien, USA, med henblik på at øge forsknings- og udviklingsaktiviteten inden for cancerimmunterapi. Desuden planlægger Bavarian Nordic en udvidelse af sin eksport- og marketingfunktion.

Bavarian Nordic forventer, at de amerikanske myndigheder ultimo 2005 afgiver en ordre (RFP-III) inden for programmet for klinisk udvikling og levering af en MVA-baseret koppevaccine. RFP-III er en fortsættelse af den proces, der blev påbegyndt med RFP-I og RFP-II. De amerikanske myndigheder har den 28. april 2005 bekræftet, at RFP-III processen vil blive igangsat. I forlængelse heraf har de amerikanske myndigheder den 13. maj 2005 offentliggjort et udkast til betingelserne for RFP-III licitationen. I denne fase af programmet forventes de amerikanske myndigheder at indkøbe et foreløbigt lager på op til ca. 80 mio. doser MVA-baseret koppevaccine i en eller flere trancher, hvoraf ca. 20 mio. doser forventes leveret inden for 18 måneder fra tildeling af kontrakten. Det samlede køb forventes at have en værdi på op til ca. USD 900 mio. Ledelsen forventer, at Bavarian Nordic opnår hele eller en væsentlig andel af denne kontrakt. Bavarian Nordic vil i et kommercielt partnerskab med GlaxoSmithKline effektuere RFP-III ordren.

En del af provenuet fra emissionen anvendes til midlertidigt at finansiere den fornødne opbygning af råvare- og færdigvarevaccinelagre samt debitorer i forbindelse med salg og levering af disse vacciner fra 2006. Det er selskabets forventning, at indtægter fra denne ordre over leveringsperioden vil generere et betydeligt, stigende likviditetsoverskud.

Med henblik på at reducere produktionsomkostningerne samt sikre Bavarian Nordics kunder maksimal forsyningssikkerhed, planlægges en investering i et vaccinepåfyldningsanlæg i Kvistgård, Danmark. Denne investering forventes at udgøre ca. DKK 115 mio.

Emissionsbank
Emissionen er tilrettelagt og gennemføres af Nordea Corporate Finance (afdeling af Nordea Bank Danmark A/S) som emissionsbank.

Offentliggørelse og udsendelse af prospekt
Prospektet, som er udarbejdet i forbindelse med fortegningsemissionen i Bavarian Nordic A/S, offentliggøres via Københavns Fondsbørs fredag den 20. maj 2005.

Prospektet ligger til gennemsyn på Bavarian Nordic A/S’ kontor, Bøgeskovvej 9, 3490 Kvistgård. Prospektet vil blive fremsendt til navnenoterede aktionærer, der er bosiddende i Danmark, England og USA. Prospektet er – bortset fra personer omfattet af lovgivning, der forhindrer dette - endvidere tilgængeligt på hjemmesiden www.bavarian-nordic.com, ligesom prospektet kan rekvireres ved henvendelse til:

Nordea Bank Danmark A/S
Telefon: 3333 5092
Fax: 3333 3182
Email: corpact@nordea.com



Kvistgård, den 19. maj 2005

Asger Aamund
Bestyrelsesformand
Kontaktpersoner:
Anders Hedegaard, adm. direktør, Tlf.: +45 3326 8383
Forsiden | Sitemap | Disclaimer/Privacy Kontakt os | Adresser