|
Bavarian Nordic meddelte i dag, at den amerikanske Patent- og Varemærkestyrelse, The United States Patent and Trademark Office (USPTO), har udstedt et patent, der nu beskytter selskabets MVA-BN® teknologi. Patentet giver ejendomsretten til Bavarian Nordic ved udstedelsen (af U.S. patentnr. 6,761,893) og omfatter MVA-BN® virus og afledte stammer heraf.
En høj sikkerhedsprofil i mennesker er fortsat den altovervejende udfordring indenfor vaccineudvikling og – produktion. USPTOs patentudstedelse for en MVA-BN® virus, som ikke replikerer i mennesker, er en anerkendelse af både nyhedsværdi og anvendelsesteknologi af en sådan virus med den overlegne sikkerhedsprofil, der kendetegner MVA-BN® teknologien samt andre MVA-baserede vira med lignende egenskaber, som er beskyttet af patentet.
Patentet beskytter både MVA-BN® virus samt anvendelse af MVA-BN® som vaccine mod kopper (IMVAMUNE – Bavarian Nordics koppevaccine) samt anvendelse af MVA-BN® som vektorteknologi til udvikling af rekombinante vacciner mod virale infektionssygdomme såsom HIV, denguefeber, japansk hjernebetændelse osv.
Derudover beskytter patentet anvendelse af MVA-BN® teknologien til at frembringe immunitet i raske og immunsvækkede personer samt fremkalde immunitet ved prime-boosting vaccination.
Peter Wulff, administrerende direktør, siger: “Dette patent bekræfter dét, vi har sagt i årevis: At MVA-BN® er en unik opfindelse, en sikker koppevaccine samt en sikker og effektiv teknologiplatform til udvikling af nye og forbedrede vacciner. Udfra vores omfattende viden, ekspertise og undersøgelse af MVA-BN® ved vi, at ikke alle MVA-baserede vacciner er lige sikre og effektive. Derfor vil det med udstedelsen af dette vidtdækkende patent på MVA-BN® virus samt dennes afledte stammer blive svært for andre at udvikle og producere en sikker og effektiv MVA-baseret vaccine uden licens til dette patent.”
MVA-BN® og USAs udviklingsprogram af en sikker koppevaccine Bavarian Nordics evne til at sikre sine immaterialle rettigheder til MVA-BN® er endnu et afgørende skridt mod opfyldelsen af det af den amerikanske regering påkrævede niveau i sit udviklingsprogram for en MVA-baseret koppevaccine. Inden RFP2 tildeles i henhold til de amerikanske myndigheders licitationsprocess, Request for Proposal (RFP), skal tilbudsgivende virksomheder bevise, at de har ’freedom to operate’ eller påvise, at tredjeparts rettigheder ikke krænkes. Efter opnåelse af denne milepæl er Bavarian Nordic i en enestående position til at håndhæve ”freedom to operate”.
København, den 19. juli 2004
Asger Aamund, bestyrelsesformand
|