Den amerikanske regering tildeler Bavarian Nordic yderligere finansiering til udvikling af MVA-BN som en sikker koppevaccine
Den amerikanske regering har tildelt Bavarian Nordic del B i regeringens program vedrørende yderligere udvikling af MVA-BN som en sikker tredjegenerations kopppevaccine. Bavarian Nordic har vundet delkontrakten som konsekvens af sin opfyldelse af de nødvendige milepæle i del A i koppevaccine udviklingsprogrammet og baseret på myndighedernes vurdering af MVA-BN’s potentiale som en succesrig MVA vaccinekandidat. Tildelingen er en udvidelse af Bavarian Nordic’s indgåede kontrakt med den amerikanske regering og træder i kraft med omgående virkning.
Formålet med del B Formålet med del B er at foretage yderligere studier af MVA-BN som en sikker tredjegenerations koppevaccine i kliniske fase II studier med raske personer samt fase I og II studier med personer i risikogrupper” (f.eks. immunsvækkede). Skønt Bavarian Nordic med succes har afsluttet tilsvarende forsøg med MVA-BN uden for USA, er selskabet i drøftelser med National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID) med henblik på at færdiggøre planerne om at udføre et fase I studie i HIV-patienter som det første studie under del B.
RFP processen I august 2002 publicerede NIAID (en del af National Institute of Allergy and Infectious Diseases) en Request for Proposal (RFP = licitation) om hurtig udvikling af Modified Vaccinia Ankara (MVA) som en sikker koppevaccine. Denne første RFP er opdelt i to dele, A og B. Del A var en kompetitiv milepælsbaseret finansiering med en total værdi på USD 20 mio. over en tre-årig periode. I februar 2003 blev del A tildelt Bavarian Nordic og Acambis/Baxter alliancen for udvikling af deres respektive MVA vacciner i prækliniske dyrestudier og et klinisk fase I forsøg.
Del B, derimod, var en option som kunne finansieres af den amerikanske regering til en vaccinekandidat, som opfyldte de fornødne milepæle i del A, og som viste potentiale som en succesrig MVA vaccinekandidat. Finansieringen, som har en potentiel værdi på op til USD 23 mio., og er planlagt som en udvidelse af den eksisterende kontrakt.
Fremskredent MVA-BN udviklingsprogram Som tidligere offentliggjort har Bavarian Nordic med succes opfyldt mange af milepælene i den kompetitive del (del A) i den amerikanske kontrakt. Bavarian Nordic er fortsat den førende virksomhed inden for udvikling af en sikker tredjegenerations koppevaccine dels med udvidede prækliniske effektivitetsdata på sit beskyttede MVA-BN, og dels med fremskredne kliniske fase I og II sikkerhedsdata på over 250 raske frivillige.
Peter Wulff, administrerende direktør, Bavarian Nordic, siger om udvidelsen af kontrakten: ”Vi er særdeles glade for, at den amerikanske regering er af den opfattelse, at MVA-BN viser potentiale som en effektiv koppevaccine. Denne finansiering føjer yderligere videnskabelig troværdighed til MVA-BN’s potentiale så vel som anderkendelse af den fokuserede indsats, som virksomheden har præsteret for at fremskynde udviklingen af MVA-BN som en sikker tredjegenerations koppevaccine. Tidspunktet for tildelingen af delkontrakten bringer Bavarian Nordic i en fin position til at vinde yderligere koppevaccine kontrakter fra den amerikanske regering og andre markeder”.