Bavarian Nordic tildelt en kontrakt på USD 100 millioner fra den amerikanske regering til IMVAMUNE™ som en sikker koppevaccine
Det amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID), som er en del af det amerikanske National Institutes of Health (NIH), har i dag tildelt Bavarian Nordic A/S en treårig kontrakt til videreudvikling af sin patenterede IMVAMUNE™ vaccine som en sikker koppevaccine. Kontrakten har en værdi på over USD 100 millioner og træder i kraft med omgående virkning.
Kontrakten omfatter produktion af 500,000 doser IMVAMUNE™ vaccine inden for de første 11 måneder fra kontraktens indgåelse, produceret efter den endeligt validerede produktionsproces. I kontrakten indgår også en option for den amerikanske regering til køb af yderligere 2,5 millioner doser IMVAMUNE™ for yderligere USD 41 millioner under kontraktperioden. Derudover omfatter kontrakten yderligere klinisk udvikling af IMVAMUNE™ vaccinen samt validering af testning i dyr.
Dette er den anden koppevaccine udviklingskontrakt (RFP-II) som er tildelt Bavarian Nordic af det amerikanske National Institute of Allergy and Infectious Diseases (NIAID). Den første kontrakt blev tildelt i februar 2003 og blev fulgt af en opfølgningskontrakt i september 2003.
Som tidligere offentligjort samarbejder Bavarian Nordic med GlaxoSmithKline som kommerciel partner i fremtidige amerikanske regerings kontrakter, inklusiv den forventede kommende amerikanske licitation (RFP-III) omfattende en forventet mængde MVA koppevaccine på 60 millioner doser. Denne tredje licitation forventes at komme i udbud før udgangen af 2004.
Den amerikanske regerings tildeling af RFP-II til Bavarian Nordic ændrer ikke på forventningerne for 2004, der fortsat er en omsætning på DKK 400 muo. og et overskud før skat på DKK 60-80 mio.