ITC kommissionen vil gennemgå dommerens foreløbige afgørelse
U.S. International Trade Commission (ITC) har i dag besluttet påny at gennemgå dommerens foreløbige afgørelse i sin helhed i retssagen om krænkelse af patentrettigheder mellem Bavarian Nordic og Acambis. Den endelige kendelse vil blive offentliggjort af ITC kommissionen senest den 31. januar 2007.
Den 7. september 2006 fremlagde ITC’s dommer sin foreløbige afgørelse, hvoraf det fremgik, at Acambis plc’s koppevaccine (MVA3000) krænker to af Bavarian Nordics patenter på MVA (Modified Vaccinia Ankara). I den foreløbige afgørelse vurderede dommeren dog at de omhandlede patenter ikke var gyldige ud fra et grundlag som efter Bavarian Nordics opfattelse er ukorrekt og grundløst, og som hverken støttes af patentkravene, patentbeskrivelserne eller sagsbehandlingen i forbindelse med patenternes udstedelse.
Da Bavarian Nordic ikke er enig i vurderingen af patenternes gyldighed i den foreløbige afgørelse, søger selskabet at få omstødt dette forhold. Derfor indgav Bavarian Nordic den 18. september 2006 begæring til ITC med anmodning om at ITC som samlet kommission tager stilling til dommerens foreløbige afgørelse.
Peter Wullf, administrerende direktør, Bavarian Nordic udtaler: ”Vores patenter er udstedt af de amerikanske patentmyndigheder, United States Patent and Trademark Office (USPTO), og er derfor gyldige. Vi har tillid til at dette også vil blive anerkendt af ITC eller, såfremt det måtte vise sig nødvendigt, ved en appel til den føderale domstol, Court of Appeal for the Federal Circuit. I første omgang er vi glade for, at ITC har accepteret vores appel, og vi ser frem til et positivt udfald.”
Bavarian Nordic anlagde den 19. august 2005 sagen, hvor selskabet påstod, at Acambis plc har importeret, solgt og/eller tilbudt at sælge MVA-koppevaccine i USA, der krænker Bavarian Nordics patentrettigheder. Bavarian Nordic anmodede ved sagsanlægget ITC om at udstede et permanent forbud, som i USA vil forhindre Acambis i at importere, udbyde til salg eller sælge sin MVA-baserede koppevaccine.