SEARCH:
Print

Bavarian Nordic skal udvikle vaccine mod mund- og klovsyge

De amerikanske myndigheder har indgået kontrakt med Bavarian Nordic A/S om at udvikle en ny vaccine mod mund- og klovsyge baseret på selskabets særlige vaccineteknologi MVA-BN®. I forvejen udvikler og producerer Bavarian Nordic vacciner imod blandt andet koppevirus, nemlig koppevaccinen IMVAMUNE®, men det er første gang, at selskabet skal afprøve sin teknologi indenfor det veterinære område. 

- Vi er stille og roligt i gang med at udvide brugen af vores vaccineteknologi på forskellige sygdomsområder, og det er en stor tilfredsstillelse, at vi nu kan føje det veterinære område til arbejdsfeltet. MVA-BN®-teknologien har et bredt anvendelsesområde og en fortræffelig sikkerhedsprofil, og det anerkender de amerikanske myndigheder - blandt andet ved at føje dette nye samarbejde til deres nationale beredskab, siger administrerende direktør i Bavarian Nordic Anders Hedegaard.

Bavarian Nordic har i forvejen et omfattende samarbejde med den amerikanske regering om udvikling og produktion af IMVAMUNE® til det amerikanske bioterrorberedskab mod kopper. Samtidig har selskabet indgået flere andre udviklingskontrakter. Herunder også en aftale fra juni 2012 om udvikling af en vaccine mod den dødelige Marburg-virus - igen baseret på Bavarian Nordics MVA-BN® platform. 

Den seneste kontrakt er indgået med sikkerhedsministeriet (Department of Homeland Security), som anser mund- og klovsyge for at være blandt de mest frygtede inden for husdyravl på grund af dens høje smittefarlighed og voldsomme økonomiske indflydelse på dyreproduktionen. 

Mund- og klovsyge rammer kvæg, svin, får og andre klovdyr, og på baggrund af stigende bekymring for udslip af virussen i lande, der er erklæret frie for sygdommen, har USA's landbrugsministerium og sikkerhedsministeriet iværksat initiativer til at udvikle nye og bedre vacciner end de, der er tilgængelige på markedet i dag.