SEARCH:
Print

Afgørende forsøg med dansk cancervaccine er på skinner

Mere end 1200 patienter i 15 lande er nu rekrutteret til de afgørende fase 3 forsøg med Bavarian Nordics cancervaccine PROSTVAC, som testes på mænd med fremskreden prostatacancer. Dermed har Bavarian Nordic nået et vigtigt mål i bestræbelserne på at bevise vaccinens gunstige virkning på patienters overlevelse, som i dag er uden andre behandlingsmuligheder. 

PROSTVAC er en såkaldt terapeutisk vaccine – en immunterapi, der virker ved at booste kroppens eget immunforsvar til selv at bekæmpe cancerceller. Den gives som behandling mod sygdommen i udbrud, og vaccinen har i fase 2 forsøg vist særdeles gode resultater med en forlænget median overlevelse på 8,5 måneder stort set uden bivirkninger. Det er disse resultater, der nu skal bekræftes i fase 3 forsøgene. 

- Vi er meget glade for at have nået denne milepæl i vores arbejde med at udvikle en moderne cancervaccine på et område, som virkelig har behov for nye behandlingsmuligheder. Og vi er taknemmelige over den positive modtagelse, som vaccinen har fået fra såvel de indskrevne patienter i forsøgene som fra personalet på de medvirkende testcentre, siger Ole Larsen, der er finansdirektør i Bavarian Nordic.

Danmark skiller sig ud som et af de lande, der har allerflest patienter med i de afgørende forsøg med PROSTVAC. I spidsen for det danske studie står professor dr. med. og ph.d. Michael Borre fra Aarhus Universitetshospital, som havde de første patienter i behandling i foråret 2013. Siden er omkring 40 patienter kommet med i forsøget alene i Aarhus. På landsplan skønner Michael Borre, at op imod 100 danske patienter er rekrutteret til forsøget, som er såkaldt ”dobbelt-blindet” – det vil sige, at hverken behandlere eller personale ved, hvilke patienter der modtager vaccinen, og hvilke der får placebo. 

Fase 3 forsøget er rettet mod mænd, som er meget langt henne i deres sygdomsforløb, og som ifølge Michael Borre har en stor sygdomsbyrde i form af metastaser. Han håber, at vaccinen på længere sigt vil kunne sættes ind tidligere i sygdomsforløbet – eventuelt i kombination med andre nye behandlingsformer. Derved kan man slå meget hårdt ned på sygdommen, før den har nået at udvikle sig. Til gavn for patienterne. 

- Da der ikke har vist sig nævneværdige bivirkninger, vil der ikke være de store betænkeligheder ved at sætte ind med vaccinen tidligere i forløbet – og forhåbentlig derved bidrage til at ændre sygdommen fra at være potentielt dødelig og til en kronisk lidelse. Men foreløbig er jeg glad for at opleve eksempler på rigtig gode resultater med behandlingen. Jeg håber på, at den viser sig mindst lige så effektiv som i det foregående fase 2 forsøg, siger Michael Borre.

Prostatacancer rammer hvert år omkring 4000 danske mænd. 1100 dør af sygdommen. På verdensplan rammes 800.000 mænd hvert år af sygdommen.

Kontakt
Rolf Sass Sørensen, Vice President Investor Relations. Telefon +45 61 77 47 43

Om Bavarian Nordic
Bavarian Nordic er et internationalt biotekselskab, der udvikler og producerer cancerimmunterapier og vacciner til forebyggelse af infektionssygdomme. Selskabets førende udviklingsprogrammer er PROSTVAC®, en immunterapikandidat til behandling af fremskreden prostatacancer, som er i afsluttende klinisk fase 3 udvikling, og IMVAMUNE®, en ikke-replikérbar koppevaccine, der udvikles og leveres til det amerikanske nationale beredskabslager under en kontrakt med de amerikanske myndigheder. IMVAMUNE er godkendt i Canada samt i den Europæiske Union, hvor vaccinen markedsføres under navnet IMVANEX®.  Bavarian Nordics aktier er noteret på NASDAQ OMX Copenhagen under symbolet BAVA (Reuters: BAVA.CO, Bloomberg: BAVA.DC). Selskabet har et sponsoreret ADR-program, som er noteret i USA (OTC) under symbolet BVNRY. For yderligere information, besøg www.bavarian-nordic.com.