SEARCH:
Print

Dansk koppevaccine på vej mod gennembrud i Canada

Danske Bavarian Nordic A/S er på vej mod en milepæl i lanceringen af selskabets koppevaccine IMVAMUNE®. Efter forhandlinger med de canadiske sundhedsmyndigheder i oktober 2009 har myndighederne, Health Canada, opfordret Bavarian Nordic til at sende en egentlig ansøgning om godkendelse af IMVAMUNE®.Dermed kan Canada blive det første land i verden, som godkender IMVAMUNE® til vaccination af den almindelige befolkning.

Bavarian Nordic har i forvejen solgt 20.000 doser IMVAMUNE®til Canada. De er leveret efter et særligt program for endnu ikke godkendte lægemidler, som opfylder et udækket behov i landets beredskab til beskyttelse mod livstruende sygdomme. Med en generel godkendelse af IMVAMUNE® blåstempler Canada IMVAMUNE® som fremtidens vaccine - ikke kun i risikogrupper, som ikke tåler de kendte gammeldags vacciner mod kopper, men helt ud i den brede befolkning.

Administrerende direktør Anders Hedegaard, Bavarian Nordic A/S, forklarer, at en canadisk godkendelse ikke alene vil være en anerkendelse af IMVAMUNE® som et bedre produkt end de eksisterende koppevacciner. Det vil også være en blåstempling af Bavarian Nordics teknologi.

- De gamle koppevacciner, som findes i rigtig mange landes nationale beredskaber, forårsager en lang række bivirkninger og tåles dårligt eller slet ikke af folk med svækket immunforsvar. Det gælder eksempelvis HIV patienter og kræftpatienter i behandling med kemoterapi. Det ved den canadiske regering, og med en endelig godkendelse anerkender canadierne som de første, at IMVAMUNE® er et bedre produkt end de eksisterende koppevacciner, siger Anders Hedegaard.

IMVAMUNE® udvikles i et samarbejde mellem Bavarian Nordic og de amerikanske myndigheder, som har placeret en ordre på foreløbig 20 mio. doser til det amerikanske beredskab mod biologisk terror. På nuværende tidspunkt er IMVAMUNE® på vej ind i de endelige såkaldte fase III forsøg, og Bavarian Nordic venter på grønt lys til at sende første leverance til USA i løbet af kort tid. Men mange andre regeringer viser interesse for IMVAMUNE®.

- I den sammenhæng er vi selvsagt meget glade for canadiernes umiddelbare og positive syn på vores produkt. En godkendelse af IMVAMUNE® i Canada vil åbne nye muligheder for os. Det er en blåstempling af vores produkt, som mange andre lande vil lægge mærke til, siger Anders Hedegaard.

Bavarian Nordic forventer at være klar med ansøgningen om godkendelse i Canada i slutningen af 2010.