SEARCH:
Print

Dansk cancervaccine sendt i afgørende fase 3 forsøg

Bavarian Nordics cancervaccine PROSTVAC® til behandling af prostatacancer er nu sendt i de afgørende fase 3 forsøg. Det første kliniske center til afprøvning af vaccinen hos mænd med fremskreden prostatacancer ligger i USA, og her er man nu i gang med at rekruttere patienter.

- Det er det første fase 3 forsøg i Bavarian Nordics historie, og vi er meget stolte over, at vi har nået denne milepæl i udviklingen af nye vacciner til behandling af cancer, siger Bavarian Nordics administrerende direktør Anders Hedegaard.

PROSTVAC® har i fase 2 forsøg vist særdeles lovende resultater med en markant forbedret overlevelse hos svært syge patienter, i forhold til de eksisterende behandlingsmuligheder og andre cancervacciner under udvikling, og samtidig har PROSTVAC® ingen særlige bivirkninger. Det er resultater, der har vakt opsigt hos specialister verden over.

- På baggrund af de hidtidige resultater med PROSTVAC®, som nu er afprøvet på næsten 900 patienter, er vi optimistiske og håber, at vaccinen på sigt vil give patienter med prostatacancer muligheden for at få en langt mere effektiv og bekvem behandling, end man har til rådighed i dag, siger Anders Hedegaard.

PROSTVAC® udvikles i et tæt samarbejde mellem Bavarian Nordic og det amerikanske National Cancer Institute (NCI), som er verdens førende inden for cancerforskning. Fase 3 forsøget ventes at komme til at omfatte i alt 1200 patienter fordelt på omkring 300 kliniske centre i 20 lande verden over.

Også danske patienter ventes at deltage i forsøget, når det åbnes herhjemme på en række hospitaler.

Prostatacancer er den mest udbredte cancerform blandt mænd, og hvert år rammes op imod 600.000 mænd i USA og Europa af sygdommen - heraf 3600 danske mænd. På den baggrund er der store forhåbninger om, at en terapeutisk vaccine som PROSTVAC® vil forbedre overlevelsen og behandlingsscenariet for mænd, som hidtil har været henvist til behandlingsformer med væsentlige bivirkninger. Terapeutiske cancervacciner gives - i modsætning til de alment kendte forebyggende vacciner - når sygdommen er brudt ud, og de virker ved at stimulere kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe cancerceller.

PROSTVAC® blev i 2010 tilkendt såkaldt "Fast Track" status af de amerikanske sundhedsmyndigheder, således at vaccinen kommer hurtigst muligt igennem alle nødvendige godkendelsesprocedurer og ud i behandlingen af patienter med fremskreden prostatacancer.